DLG føjer hestefoder-brand til porteføljen.

DLG vil fremadrettet stå for salget til Pavo’s kunder og forhandlere i Danmark, ligesom det fortsat vil kunne købes i koncernens landsdækkende butikskæde Land & Fritid.
Pavo-brandet er ejet af hollandske ForFarmers, som er en af de største aktører i Europa inden for foderløsninger til landbrugssektoren. Tidligere har ForFarmers samarbejdet med danske Hefo ApS om distributionen af Pavo-produkter til det danske marked, og det er den aftale, der i begyndelsen af februar overgår til DLG, lyder det fra DLG.
Med tilføjelsen af Pavo-produkter udvider DLG sortimentet og sit professionelle setup omkring serviceringen og leveringen af kvalitetsvarer og totalløsninger til hestebranchen.
- Vi er stolte af at få et stærkt brand som Pavo med ind i vores i forvejen brede sortiment. Pavo er et af de førende europæiske hestefoderbrands specielt inden for levering af foderløsninger til sports- og avlsheste. Samtidig har brandet mere end 25-års historie i Danmark, så det er også nogle gode velkendte produkter, vi overtager distributionen af,” siger Jacob Helt Jessen, markedschef i DLG/Land & Fritid.
Pavo-brandet vil være en tilføjelse til DLG’s eksisterende sortiment, som blandt andet dækker over Equsana.
Med tilknytningen af Pavo-brandet styrker DLG sin position på markedet, som i disse år oplever en naturlig konsolidering.
- Med højere renter, inflation og generelt udfordrende markedsvilkår kombineret med et fortsat større rapporteringskrav er der et øget behov for at opbygge og drive større enheder inden for alle brancher - og hestebranchen er ingen undtagelse. Vi har et stort fokus på omkostninger og vores effektivitet, som i sidste evne skal styrke konkurrenceevnen til gavn for kunderne,” siger Jacob Helt Jessen.
ForFarmers og DLG-koncernen kunne i 2024 præsentere et samarbejde, der vil forene kræfterne på det tyske fodermarked. Det er derfor en kendt samarbejdspartner, som DLG har indgået aftalen med.